4 trin der hjælper dig i gang med at bygge din træterrasse
Tilføj en terrasse til huset og nyd de mange solskinstimer udenfor. Men hvordan får du det bedste resultat? Det handler ikke mindst om at kunne orientere sig i materialer og værktøj og at kunne lægge en plan. For at hjælpe dig på vej har vi samlet det hele i 4 trin nedenfor, som gerne skulle hjælpe dig fra A-Z i dit terrassebyggeri.Først lidt om processen: En træterrasse hviler typisk på en trækonstruktion med underliggende stolper, der graves ned i jorden og støbes fast i beton. Oven på din ramme lægger du terrassebrædderne og slutter af med et skørt på den ydre rem. Det er den proces, vi vil dykke ned i i det følgende.
1. Forberedelserne
Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt, og det gælder også for din kommende terrasse. Undgå de værste brølere ved at starte med de rigtige forberedelser. Først og fremmest bør du sørge for at placere din terrasse et sted, hvor der er sol og læ. En terrasse, der vender mod syd, er guf at sidde på og får de fleste af dagens solskinstimer. For mange giver det måske sig selv med placeringen, fordi man bygger ud for en eksisterende terrassedør eller ovenpå en eksisterende fliseterrasse, men kan du vælge din placering frit, så gå efter solen.
Fundamentet er super vigtigt for både holdbarheden og brugbarheden af din kommende terrasse. Konstruktionen af denne nedre ramme skal være stabil og sikre, at du ikke får en gyngende terrasse.
Når du har bestemt dig for placering, skal du bruge snor og nogle pinde til at lave en visuel guide til dit terrassebyggeri. Du skal simpelthen sætte dem op sådan, som du forestiller dig, terrassen skal se ud. Prøv dig frem, og når den rette størrelse er på plads, så lad pindene stå. De er en god guide videre i arbejdet. Nu laver du så en tegning med de præcise mål på terrassen. Tegningen er vigtig, fordi du ud fra den kan regne ud, hvor meget du skal bestille hjem af de forskellige materialer.
Du skal bruge følgende materialer: * Terrassebrædder * Lægter til strøer og tværstykker * En masse beslag og sko til dine lægter * Rustfri terrasseskruer * En ukrudtsdug * Enten stolpesko og beton eller jordskruer til at fastgøre dit fundament til underlaget * Kridtsnor - en god hjælp til montering * Tagpap * Kiler * Evt. betonfliser til at understøtte dine strøer.
2. Fundament og ydre rem
Fundamentet er super vigtigt for både holdbarheden og brugbarheden af din kommende terrasse. Konstruktionen af denne nedre ramme skal være stabil og sikre, at du ikke får en gyngende terrasse.
Det er lidt forskelligt fra hus til hus, hvordan det giver mening at fastgøre dine strøer (tværgående lægter, som understøtter terrassebrædderne), men en ting, som er godt at have for øje, er, at dine terrassebrædder kommer til at løbe på tværs hen over dem. Dvs. forestil dig, at hvis dine strøer løber fra 12 over mod kl. 6 på en urskive, så kommer terrassebrædderne så til at ligge fra kl. 9 hen imod 3. Tænk over det, hvis du har nogen holdning til, hvordan terrassebrædderne skal ligge til sidst.
Typisk vil du montere strøerne vha. af en lægtesko enten direkte i fundamentet på dit hus eller montere et bræt på fundamentet og sætte strøerne herpå. Strøerne skal placeres med 40-60 cm imellem sig (fra midt til midt), så får du en stabil terrasse.
Når det er gjort, så skal du til at sikre dig, at hele din ramme er i vater. Det skal den selvfølgelig være langs med huset, men også ude for enden af din ramme. Når du bygger rammen, skal du også tage stilling til, hvordan skørtet skal se ud.
Skørtet, som du monterer til sidst for at skjule den underliggende konstruktion, kan enten være placeret under selve terrassebrædderne eller løbe udenpå – hver især er det nogle lidt forskellige visuelle udtryk. Skal skørtet være skjult under yderste bræt, skal du allerede nu planlægge placeringen af det bræt, så det kommer til at passe i sidste ende.
3. Understøt dine strøer
Når dit fundament er bygget, så begynder arbejdet med at understøtte din ramme og de enkelte strøer. Her er der lidt forskellige metoder, som kommer an på dit underlag, men dybest set skal du her gøre det arbejde, som kommer til at sikre, at din terrasse ikke gynger, når du går hen over den.
Det er også nu, at du lægger en ukrudtsdug under hele konstruktionen, så der ikke kommer planter op, og du sikrer din trækonstruktion mod vand ved at lægge tagpap de steder, du kan.
Ved den yderste kant skal enten sættes såkaldte stolpesko, som du støber ned i noget beton, eller du kan bruge jordskruer, der ikke kræver, at du støber. At støbe og sætte stolpesko ned er den billigste løsning, men begge er meget stabile og holdbare.
4. Montering af terrassebrædder
Når du har bygget rammen til din terrasse, lagt strøer ud, sat nogle tværgående pinde på for at stabilisere og sikret det hele med enten jordskruer eller støbte stolper, er det tid til at montere dine terrassebrædder.
Der findes forskellige muligheder, hvis du gerne vil have skjult skruerne, både beslag og et særligt værktøj, som kan hjælpe dig med at skrue dem i. Når dine terrassebrædder monteres, er det vigtigt, at du vender brættet sådan, at det har retsiden opad. En nem måde at sikre det er ved at kigge på enden af brættet. Her kan du se træets årringe, og brættet skal vende sådan, at ringene smiler opad – som en glad mund. Så er det bedst beskyttet mod vejret, og vil ligge pænt, selvom træet trækker sig sammen.
Da du arbejder med et levende materiale vil det udvide og give sig alt efter vind og vejr. Er dine terrassebrædder tørre, vil de udvide sig, og er dine terrassebrædder våde, vil de svinde ind, når de tørrer op. Det er derfor, at der skal være en afstand på ca. 3-5 mm imellem dem. Brug en kile til at sikre et ensartet resultat. Det lille mellemrum er også med til at sikre, at vandet kan løbe af.
Noget andet, du vil se, er, at dine lange terrassebrædder vil slå sig en smule og dermed bugte lidt frem og tilbage. Her skal du tvinge træet ind på plads, så du får nogle flotte lige linjer til sidst.
Mange vælger at montere hver 5. terrassebræt først og så lægge resten af brædderne ind imellem disse. Den metode hjælper med at sikre et flot slutresultat, og at det ikke skrider for dig undervejs.
Før du monterer dine terrassebrædder, så er det frem med din arbejdstegning og lommeregneren. Der er lidt matematik i at få det til at gå op, så du kan med fordel have en plan, før du begynder at skrue dine brædder fast. Husk også, at samlinger skal være henover en strø.
Nu kommer tidspunktet, hvor du gerne skulle stå med en flot lige terrasse, og du mangler egentlig bare at afkorte enderne. Til det bruger du en rundsav på en skinne eller en dyksav, så det bliver helt skarpt. Bagefter monterer du et skørt på din terrasse (husk, der skal være lidt luft underneden), og så er det ellers bare at begynde at indrette.
Hvilket værktøj skal du bruge til at bygge din terrasse? Her er en god oversigt:
Kapsav - Til hurtig afkortning af brædderne, inden du ligger dem.
Slagboremaskine - Til evt. at bore i fundamentet på huset
Skruemaskine - Til skruerne og til at forbore
Rundsav med skinne eller en dyksav
Vaterpas eller laser & afstandsmåler
Håndsav og stiksav - Til finish og justeringer
3 bonustips fra tømreren
Synlige skruer? – Vil du have skjult skruerne på terrassen? Der findes en række forskellige produkter som du kan bruge ved montering af dine brædder, så du får en flot overflade uden synlige skruer.Beskyt mod vand – Jo mere du kan beskytte lægter, stolper og samlinger mod vand og fugt, jo længere holder din terrasse. Brug en rulle tagpap til at dække dit træ.
Tving brædderne – Træ er et levende materiale, og uanset kvalitet vil et langt bræt bugte sigt en lille smule. Brug kiler o.l. til at tvinge dine brædder på plads, så du får en flot finish på din terrasse.
Terrasser på forskellige budgetter
Der er stor forskel på, hvad din næste terrasse kan komme til at koste. Ved at bygge den selv sparer du udgiften til en håndværker, og så er det materialerne, som styrer prisen.
Basisterrassen kan du bygge af trykimprægneret træ. Det er det billigste, og det kræver, at du vedligeholder og plejer din terrasse med noget træbeskyttelse. Til det mellemstore budget er der så de hårde træsorter. Det kan være ipé, cumaru, guariuba og lign. Træsorten ipé og teak ligger i den eksklusive ende af de hårde trætyper.
Husk: Ved hårdt træ skal du forbore ved montering. Hårdt træ holder fra naturens hånd længere end trykimprægneret træ.
I luksusklassen ligger, foruden de dyre træsorter, terrassebrædder i komposit. Et terrassebræt i komposit består af 60% træ, 30% plastic og 10% bindemiddel. De er derfor meget langtidsholdbare og kræver næsten ingen vedligehold.
Hvordan du sikrer dit fundament svinger også lidt i pris. Den billigste løsning er at støbe dine stolper ned, mens jordskuer er lidt dyrere.
Køb værktøj til at bygge din træterrasse hos LavprisVærktøj.dk
Mens der tænkes store tanker om design og god udnyttelse af din nye terrasse, så skal værktøj i god kvalitet til den rigtige pris være nemt at klikke hjem og komme i gang med at bruge. Find den rigtige kap/geringssav, skrue-/boremaskine, eller hvad du ellers mangler, her hos os og få det fluks med vores hurtige levering. Så er du et skridt tættere på dine fremtidige hyggestunder på terrassen.